Theodoras dagbog

Theodoras dagbog

Kapitel 1

Sønderborg, 11. marts 2021, klokken 03.15
Der er mure omkring mig. Jeg føler mig omringet. Indånder den samme luft igen og igen. Hvor end jeg er, begynder rummet at snurre rundt. Jeg kan ikke bevæge mig. Der er så mørkt, og det føles som om at nogen holder for min næse og mund. Hjælp, hvad sker der? Jeg kan næsten ikke få vejret, og der begynder at komme sorte prikker for mit syn. Jeg har på fornemmelsen hvad der er ved at ske…

Det gør ondt i min mave, føles som om alting er strammet sammen i en knude. Jeg vrider og vender mig i sengen, men pludselig føler jeg et underligt sug i min mave og stopper med at bevæge mig. “Giisp!”, udbryder jeg og rejser mig i sengen. Ikke igen! Jeg har haft disse underlige, klaustrofobiske mareridt så mange gange i streg. De er begyndt at komme, efter jeg er fyldt tretten. De virker så ægte, at jeg næsten føler, at det er virkeligt. Jeg har bare den der fornemmelse af, at det er noget jeg har oplevet før, men hvornår skulle jeg have været spærret inde? Det går mig virkelig på nerverne, og jeg har tænkt rigtig meget på det på det seneste. Mine forældre siger, at det bare er en drøm, men hvorfor skulle jeg få den samme drøm hver nat?

Jeg rækker ud efter min telefon, som fortæller mig, at klokken er kvart over tre. Underligt, klokken var præcis det samme de andre nætter. Det er virkelig ubehageligt, for der er ingen forklaring på, hvorfor jeg har de drømme. Der er heller ingen der tror på mig. Jeg har brug for svar, jeg kan ikke holde det her ud mere. Jeg vil bare have fred, fred, fred, fred, fred, fred, fred, fred, fred, fred, fred, fred, fred, fred, fred, fred, fred, fred i mit hoved!
Hvorfor er jeg så sikker på, at jeg har oplevet det her før? Jeg bliver nødt til at finde ud af hvad der sker med mig. I morgen, vil jeg prøve at researche lidt.

Kapitel 2

Sønderborg, 12. marts 2021, klokken 16.45
Jeg sidder foran min computer og undrer mig over mine mareridt, især det med, at de føles så virkelige - som noget fra et tidligere liv. Måske skulle jeg søge lidt på det. Jeg googler ”tidligere liv” og finder frem til den her artikel:

Husker du noget fra et tidligere liv? Det er faktisk ikke unormalt at huske ting fra sit tidligere liv, men det er dog ikke mange
mennesker det sker for. Sker det for dig? Så læs med her, for at finde ud af, hvad det vil sige, og hvorfor.
Minder fra et tidligere liv viser sig ofte som drømme, hurtige glimt, eller noget du pludselig husker eller føler du har oplevet før, altså
deja vu. Deja vu er, når du pludselig, hvor som helst, når som helst, føler at du har oplevet en situation før. Det kan være, hvis du kigger
et sted hen, at du pludselig synes, at du har set præcis dét før. Også selvom du måske ikke har. Faktisk er der nogen, der mener, at når du
drømmer, kigger du ind i fremtiden, og derfor føler du at du har oplevet det før. Men det er blot en teori, som nogle forskere dog mener, er
rigtig. Hypnose kan guide folk til at huske Folk der bringes i en speciel slags hypnose, kan guides til at huske ting fra tidligere liv.
Det kan foregå ved, at hypnotisøren spørger, hvordan man ser ud, og så svarer man måske helt af sig selv, at man er en lille dreng for
eksempel.

Frygt og fobier
Hvis der er noget, du virkelig synes er ubehageligt, eller har en fobi for, kan det være forbundet med dit tidligere liv. Hvis du
fx er rigtig bange for havet, eller ikke kan lide at bade, kan det være fordi, du druknede i dit tidligere liv. Der var fx en amerikansk
dreng, der ikke kunne lide at blive presset op af ting, og det viste sig sidenhen, at han i et tidligere liv var blevet presset op ad en lade
af en traktor.

Husker hvor de boede
Det er for det meste børn, som husker deres tidligere liv tydeligst. Der er mange børn, der begynder at snakke om, at de lavede noget
andet i et tidligere liv - fx var en soldat eller havde en hund der hed Pluto. Nogen husker også hvor de boede, og nogle forældre rejser
ligefrem med deres børn dertil. Flere gange har det vist sig, at der faktisk har ligget et hus der, præcis som børnene beskrev.

Mærker på kroppen
Du kan også have mærker på din krop, modermærker eller andre ting der viser, hvordan du døde. Nogle børn fortæller, at de døde af
et skud igennem hovedet, og så har de faktisk et mærke der passer med historien. Det er belastende med sådanne barske minder og kan
være svært bare at glemme dem og leve videre i sit nye liv. I sådanne situationer bør man snakke med sin læge eller en psykolog. Men
bliver det ved lige meget hvad, kan du også selv forsøge at researche og se, om det, du husker, er sandt. Hvis du får bevist overfor
dig selv, at det du husker, ikke er sandt, kan det også hjælpe.

Kapitel 3

Sønderborg, 12. marts, 2021, klokken 19.28
Jeg har slukket lyset i mit værelse, trukket gardinerne for og stillet tændte stearinlys i en kreds på mit skrivebord. For en sikkerheds skyld har jeg låst døren, så mor og far ikke pludselig braser ind og finder mig her siddende i skrædderstilling på mit gulv. Jeg lukker øjnene, forsøger at forsvinde væk fra nuet, lade stemningen føre mig tilbage. ”Hvor er du?”, hvisker jeg til mig selv. Først er der bare mørkt, men så får jeg det dér mærkelige sug i maven igen, og så ser jeg pludselig nogle små glimt fra
en sovesal for mig. Den er fuld af piger, og jeg er én af dem. Vi ligger i metalsenge i lange rækker under hvide dyner. Jeg ser ligesom mig selv udefra og hører nogen tysse på hinanden og sige: ”Madam Massen kommer!”. Så banker mor på døren, ”Hvad laver du Thea?”, råber hun og river mig ud af min trance.

Kapitel 4

Sønderborg, 13. marts, 2021, kl. 00.12
Der er stille i huset. Mor og far sover, men jeg kan ikke falde i søvn. Glimtene fra sovesalen kører rundt og rundt i mit hoved, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med dem. Min computer et tændt og sender et blåligt skær ud i værelset, cursoren står og blinker i det tomme søgefelt. Helt uden at tænke over det har jeg siddet og tegnet på et stykke papir, mens jeg har grublet over, hvordan jeg kommer videre i min søgning. En ung pige på min egen alder er trådt frem på papiret. Hun har mine øjne. En kuldegysning sniger sig ned ad ryggen på mig, og pludselig ved jeg, hvad jeg skal søge på: ”Pigeskole Madam Massen”. Mine fingre taster ordene i Googles søgefelt, og bingo – der er bid!

Tragedie på Elizabeth von Massens akademi for unge frøkener

Brovst, Sønderjylland, 11. september, 1942

Forstanderinde Elizabeth von Massen II døde i går sammen med 143 af sine elever, da ”Elizabeth von Massens akademi for unge frøkener” blev bombet lidt over midnat af
ukendte årsager. Atten af pigerne overlevede tragedien, da de opholdt sig i den sydlige ende af akademiet, som var den eneste del af bygningen, der ikke styrtede sammen. En af pigerne, Theodora Langs, er stadigvæk ikke fundet, men redningsarbejdere og politi, der brugte flere timer på at lede efter overlevende, har erklæret hende død. Gerningsmændene, der stod bag bombeangrebet er stadigvæk ukendte, men den tyske modstandsbevægelse påstår, at det er engelske soldater, der ved en fejl har ramt skolen. 

”Elizabeth von Massens akademi for unge frøkener” blev grundlagt i 1887 af Elizabeth von Massen efter madam von Massen’s ønske om at disciplinere unge frøkener. Elizabeth von Massen havde drømt om akademiet i mange år, og da hun arvede en større sum penge efter sin mands pludselige død, blev drømmen til virkelighed. Madam von Massen indtog lokalerne i Peter Andersens herregård, da han gik bankerot i 1885. Herregården blev ombygget en smule, og
der blev etableret klasseværelser og sovesal til de unge frøkener. Da akademiet åbnede i 1887 var der plads til 120 unge frøkener, men i 1888 blev det igen ombygget, så der var plads til 160 unge frøkener. Over årene blev akademiet mere og mere populært, og flere forældre valgte at indskrive deres døtre på skolen. 

Da madam Massen døde i 1907, overtog hendes datter Vibe von Massen skolen, og da Vibe von Massen døde i 1928, blev skolen efterladt til Vibe von Massens datter, som var opkaldt efter
sin bedstemor Elizabeth von Massen II.

Suget i maven vender tilbage, mens jeg læser, voldsommere end nogensinde før. Jeg føler, at jeg nærmer mig noget, en sandhed af en slags. Mit hjerte banker helt oppe i halsen på mig, og jeg mærker en sær sitren i hele kroppen. Alligevel er det på en måde en lettelse, som at have vandret rundt i en tåge og så endelig komme ud på den anden side, hvor man kan se klart igen (selvom jeg havde håbet på noget mindre sørgeligt end en bombet pigeskole). Under linket til artiklen om selve skolen, er der et link til en ligsynsattest. Jeg har set krimier nok til at vide, hvad det er, og tøver med at klikke videre, men min nysgerrighed vinder. Klik...

Tårerne triller ned ad kinderne på mig, mens jeg læser. Hurtige glimt af Lise flasher forbi mit indre. Hendes lysende, blå øjne, den lange brune fletning med den røde sløjfe, hendes forsigtige smil. ”Lise”, hvisker jeg og stryger en hånd henover teksten på min computerskærm og ser, at der også er et link til en politirapport:

Kapitel 5

Sønderborg, 13. marts, 2021, kl. 13.38
Mor tror, at jeg har influenza og feber, så jeg har fået lov at blive hjemme fra skole. Jeg har næsten ikke sovet i nat og føler mig helt udmattet. Som om jeg har løbet et maratonløb eller flyttet rundt på tunge møbler hele natten. Jeg ved ikke, om jeg kan holde til det her. Måske burde jeg indstille min research og forsøge at glemme alt om mine mareridt og tankerne om et tidligere liv. Mine venner ville garanteret også tro, at jeg var blevet gak, hvis jeg fortalte dem om det. Jeg overvejer det med at ringe til min læge eller kontakte en psykolog, men jeg er sikker på, at de vil sige, at jeg lider af angst eller sådan noget, og så skal mor og far nok involveres, og de har nok at bekymre sig om i forvejen med fars alkoholproblemer. Så jeg kontakter ingen, sidder bare i min vindueskarm og kigger ud på verden.

Lettelsen over at nærme mig sandheden bliver afløst af en indre uro, en fornemmelse af at befinde mig i en anden verden. Anden verden, anden verden, runger det i mit hoved, og da jeg skal til at hoppe ned fra vindueskarmen, ser jeg, at jeg har skrevet ANDEN VERDENSKRIG på min duggede rude, nærmest som om jeg har forsøgt at give mig selv en besked. Bogstaverne forsvinder et for et på vinduet, og jeg skynder mig at skrive dem på papir i stedet men kommer til at lave for stort mellemrum mellem det sidste S og K, så der i stedet står: ANDEN VERDEN SKRIG
Og det er lige præcis det, jeg har lyst til. At skrige fordi det føles som om, jeg befinder mig i en anden verden. Men det er nok ikke så smart, for så vil mor sikkert komme løbende og måle min temperatur og finde ud af, at jeg ikke har feber, så jeg undertrykker lysten og tænder for min computer.

Kapitel 6

Sønderborg, 13. marts, 2021, kl. 16.12
I alt hvad jeg læser om Anden Verdenskrig, står der noget om bunkere. Jeg klikker på billeder, og så snart det første bunkerbillede, popper op på min skærm, rammes jeg af samme klaustrofobiske fornemmelse som i mine mareridt. Luften bliver tung, jeg får svært ved at trække vejret, og rummet begynder at snurre rundt. Bunkeren på skærmen foran mig hopper og danser og bliver til tusinde små, gråsorte prikker. Jeg er lige ved at panikke, men så løber jeg hen til mit vindue, smækker det op på vid gab og tager en dyb indånding. Det hjælper lidt, og da jeg er faldet til ro, fortsætter jeg søgningen. Jeg må simpelthen til bunds i det her.
”Bunker Brovst”, skriver jeg og trykker Enter. Voila: et billede af en faldefærdig bunker overmalet med grafitti dukker op. Jeg klikker ind på det og ser en lille tekst under det: Bunkeren i Brovst Skov har ligget halvt sammenstyrtet siden bombningen af ”Elizabeth von Massens akademi for unge frøkener” i 1942.
Bunker, skov, bombning... jeg får fornemmelsen af at nærme mig sandheden igen og tager en crazy beslutning: Jeg må til Brovst og finde den bunker!

Kapitel 7

Brovst skov, 14. marts, 2021, kl. 20.11
Da jeg var mindre havde jeg en hule nede i skoven bag savværket. Når far kom fuld hjem i weekenderne, og mor og ham skændtes, løb jeg derned og gemte mig. Jeg havde ikke selv bygget hulen, det var et gammelt, forladt redskabsskur, jeg havde fundet, men jeg havde hængt en hel masse plakater og andre ting op på væggene derinde og elskede at være der. Følte mig tryg der, som om intet kunne nå mig. Derfor er jeg heller ikke bange for at gå ind i den her skov alene nu. Jeg har altid haft en fornemmelse af, at skoven passede på mig, lige som omfavnede mig. Så selv om det er ved at blive mørkt, går jeg længere og længere ind i skoven for at finde den bunker. Det er som om, mine fødder kender vejen. De drejer til højre og venstre helt af sig selv, som gik jeg i søvne.

Månen er kommet frem og hænger og svæver oppe over træerne som et spotlys. Jeg stopper op og kigger på den, ser at dens lys falder ned mellem granerne omkring 50 meter foran mig. Og dér skimter jeg omridset af nogle store murbrokker af en slags - bunkeren! Jeg løber derhen, og da jeg kommer helt tæt på, er det tydeligt, at det kun er toppen af bunkeren, der stikker op over jorden. Resten er begravet. Der er ikke nogen synlige indgange, måske er de styrtet sammen? Forsigtigt kravler jeg op på toppen og lyser rundt med min telefon. Der er en fordybning midt på, et hul af en slags, hvor man kan kravle ned. Jeg ved ikke, om jeg tør, tænk hvis det hele styrter sammen, eller hvis der er nogen dernede. Men hvis mine mareridt skal få en ende, er jeg nødt til at kravle derned. Jeg har en mystisk fornemmelse af, at svaret på det hele skjuler sig i den her bunker.

Kapitel 8

Bunkeren, 14. marts, 2021, kl. 20.16
Der drysser sten og små murstykker ned over mig, da jeg lader mig glide ned i åbningen. Jeg kan ingenting se og rækker ud for at finde noget at holde fast i, men i det samme rutsjer jeg nedad. Jeg lander på et hårdt betongulv og slår mit ene knæ ret slemt. Smerten skyder op igennem mit ben, og jeg fortryder hele den her mission og finder min telefon frem og overvejer at ringe efter mor. I lyset fra telefonen får jeg øje på en kæmpe stor jerndør foran mig. Over mig kan jeg høre vinden suse i træerne, og grene skrabe mod toppen af bunkeren. Jeg er så tæt på svaret nu, at jeg vil fortryde det for altid, hvis jeg giver op. ”Kom nu Thea – gør det”, siger en stemme i mit hoved. Min højre hånd adlyder og tager fat i håndtaget på jerndøren. Den er låst. Alligevel støder jeg til den med min skulder, og til min overraskelse går den op med en uhyggelig knagelyd.

Der lugter af mug og gamle møbler indenfor, og der er fuldstændig mørkt. Jeg holder telefonen op foran mig med lygten tændt og træder tøvende nogle skridt ind i selve bunkerrummet. En fornemmelse af at blive kvalt presser sig på, det er som om min hals snører sig sammen, så jeg må hive efter vejret. Jeg bliver ligesom svag i hele kroppen, og det sortner for mig.

Kapitel 9

Bunkeren, 14. marts, 2021, kl. 20.21
Da jeg kommer til mig selv, aner jeg ikke, hvor jeg er. Jeg rejser mig og kigger på min telefon. Der er kun 10 procent strøm tilbage, så jeg må spare på lyset. Hurtigt lyser jeg med telefonens lommelygte omkring mig og indser, at jeg befinder mig i bunkeren. Lidt til højre foran mig ligger et stykke stof. Jeg tager det op og kigger nærmere på det. Der er et emblem (eller hvad sådan noget nu hedder) med en ørn og et hagekors hæftet på stoffet, og det slår mig, at det må være fra en soldateruniform. Jeg smider stoffet fra mig og bakker langsomt ud af bunkerrummet, men før jeg når jerndøren, snubler jeg over noget. Jeg har på fornemmelsen, at det er noget uhyggeligt og med rystende hænder holder jeg min telefon ned mod gulvet for at se efter. Mit skrig lyder underligt indespærret, runger på en forsinket måde som et ekko fra en anden tid. Eller et mareridt måske. Please, please, lad det her være et af mine mareridt! Jeg niver mig selv i armen og lyser ned på gulvet igen, men den er desværre god nok – jeg står mere eller mindre oven på et skelet!

En ny bølge af kvalme skyller op i mig, alligevel kan jeg ikke lade være med at sætte mig på hug og røre ved skelettet. Af én eller anden grund er jeg ikke rigtigt bange for det. Bliver underligt rolig af at røre ved det. Det er en pige, håret er stadig intakt og ligger rundt om kraniet som en glorie. Først nu bemærker jeg, at 9. hun har en stor, tyk, falmet bog i hænderne. Jeg vrister den ud af de fastlåste knogler og lyser på den. Den er lyserød under støvet og har et gyldent bånd, der stikker ud fra midten. Jeg holder den op mod mit bryst og mærker en masse minder hive i mig. Så åbner jeg den forsigtigt og ser, at der står THEODORA LANGS med min egen skrift på første side.

Kapitel 10

Bunkeren, 14. marts, kl. 21.13
Mens jeg læser, er det som at opleve det hele igen. Tårerne, panikken, halsen der strammes sammen, følelsen af ikke at kunne trække vejret. É´et i det sidste ord... det må være skrevet i samme sekund, Theodora mistede bevidstheden. Det flyder ligesom ud, og en streg er trukket tværs over resten af papiret, som om hendes hånd var faldet ned, og pennen i den havde tegnet en sidste streg. Et sted i mit hoved bimler en klokke om den artikel, jeg læste om bombardementet af pigeskolen, for hvad der føles som enormt længe siden. I artiklen påstod tyskerne, at det var englændere, der havde bombet akademiet, men nu står jeg med dagbogen, som modbeviser det udsagn, og pludselig hører jeg flyene flyve hen over skoven. Jeg hører bomberne ramme skolen. Jeg mærker jorden ryste under bunkeren. Og i det samme går min telefon død for strøm.