Gå til hovedindhold

Detektivhistorier

Jim Højberg har sammen med en gruppe elever fra Sejs Skole i Silkeborg skabt et nyt mysterium til hans serie om detektivparret Roger og Åge. Hvad er en spændende forbrydelse? Et juveltyveri? Et forsvundet testamente? En gal videnskabsmands hemmelige plan? Børnene kom vidt omkring inden de fandt frem til den endelige historie - For alle pengene.

  • Læs op

Indhold

    Idé

    Tanken var at skabe en historie, hvor mundtlighed var i fokus, og hvor børnene ikke selv skulle skrive noget ned. Workshoppen startede med, at Jim Højberg performede en række historier – Han lagde ud med en historie, der viste sig at indeholde elementer fra hans egne oplevelser med ordblindhed. En historie, som vakte genklang hos børnene, og var med til at skabe tillid og fællesskab mellem børn og forfatter, og som dermed satte tonen for workshoppen. Derefter kastede Jim sig ud i mysteriegenren, og performede en række historier med input fra børnene, hvor det blev tydeligt, hvad et mysterium skal indeholde. Efterfølgende arbejdede børnene med den nye fælles historie af to omgange: Først var de ude i tre grupper og udtænke en idé til en god forbrydelse. Derefter fremlagde de deres idéer for Jim og de andre grupper, der blev diskuteret, videreudviklet og til sidst stemt om, hvilken forbrydelse der skulle arbejdes videre med. Jim tog noter undervejs. Derefter var børnene ude i grupper igen, og arbejde med de forskellige karakterer i historien; hvem er de? Hvordan er deres relationer? Har de nogen hemmeligheder? Hvad kunne være deres motiv for at begå forbrydelsen? Også dette blev fremlagt for resten af holdet og Jim. Børnene skrev ikke nogen længere tekst, men lavede tegninger og skrev centrale stikord for at understrege deres pointer. Jim arbejdede sammen med børnene og tog noter hele vejen igennem. Da workshoppen var slut, samlede Jim alle noter og input sammen, og skrev derudfra den fælles historie, som en uge senere blev læst højt for børnene.

    Produkt

    Det færdige produkt blev historien For alle pengene, en ny fortælling i Jim Højbergs detektivserie om Roger og Åge, som er baseret på børnenes idéer til forbrydelse og karakterbeskrivelser.

    Samskabelseselementer

    - Rammen for historien blev fastsat af Jim Højberg på forhånd – Det skulle være en detektivhistorie.

    - Udviklingen af historien skete i en konstant vekselvirkning mellem Jim og børnene. Jim bad om en række input fra børnene, som han skulle bruge for at kunne skabe historien; Hvad er forbrydelsen? Hvilke karakterer er med? Hvem er den skyldige? Disse input brugte han til at starte på konstruktionen af historien og bede om de næste input.

    - Selve nedskrivningen af historien og den sidste finpudsning stod Jim Højberg for.