Kathrine Assels
Kathrine Assels´ forfatterskab omfatter hele paletten af både børne- og billedbøger, ungdomsromaner og skønlitteratur for voksne. Uanset målgruppe skriver Assels historier, der udforsker komplekse følelser og vanskelige familierelationer i et poetisk sprog.
I projekt ”Små stemmer – store fortællinger” har Kathrine været optaget af at undersøge, hvad børn synes er en god historie og har i høj grad fulgt strømmen af børnenes fantasi. Sammen med 10 børn har Kathrine Assels skrevet den spændende historie, "Theodoras dagbog," om en pige, der efterforsker de meget livagtige mareridt, hun har hver nat.
"Det har været en meget spændende og lærerig proces, hvor jeg har skullet minde mig selv om flere gange undervejs, at min rolle ikke var at lære børnene noget, men derimod at følge med strømmen og forsøge at være den, der greb de gode idéer og sørgede for at fastholde interessen og få struktur på historieforløbet, men ellers i høj grad lade det være op til børnene at finde på." - forfatter Kathrine Assels
Kathrine har læst Film- og Medievidenskab og har desuden en masteruddannelse i Børne- og ungdomskultur fra Aarhus Universitet. I 2020 blev Kathrine Assels tildelt Kulturministeriets børne- og ungdomspris for romanen ”Mester Ester”.