For alle pengene

Casper og Roger stillede cyklerne. De var lige kommet hjem fra skole. Men inden de fik åbnet døren, blev den flået op, og Åge kom styrtende ud.

- Godt I er hjemme drenge. Vi skal på job.

- Har vi fået en ny sag?” spurgte Roger.

- Nemlig. Vi skal til Silkeborg.

- Fedt. Hvad er der sket?

- Min gode ven Marco har lige ringet. Hans bil er blevet stjålet.

- Hvis det er en af dine venner, er det vel en gammel smadderkasse, grinede Roger.

- Nej, nej. Det er en kæmpestor BMW. Med tonede ruder og det hele.

- Nå, da, da. Det må jeg nok sige. Roger gjorde store øjne. Har du været ude og køre i den?

- Nej. Men jeg har set den. Marco sendte et billede, da han havde købt den. Fed bil.

- Og politiet kan ikke finde den?

- Marco synes ikke, at de gør nok ved det. Så han vil gerne have hjælp. Og helst af nogle professionelle.

- Hvorfor ringer han så til dig? Roger lo og sprang væk.

 - Kæft, din frække knægt. Han har i alt fald ikke ringet på grund af dig! Men hop nu ind.

Casper og Roger hoppede ind bag i bilen. Åge satte sig ind og startede med et hvin.  Åge var glad. Det var lang tid siden detektivfirmaet Roger & Åge havde haft et job.

En halv time senere kørte de op foran et stort flot hus helt ned til en af Silkeborgsøerne.

- Hold da kæft for en villa, gispede Roger.

- Ja, her gad jeg godt bo, medgav Casper.

En halvskaldet mand med en rive i hånden kom hen mod dem.

- Kan jeg hjælpe med noget? spurgte han.

- Vi skal snakke med Marco, sagde Åge og tog sig til hatten.

- Det kan ikke rigtig lade sig gøre i dag. Han er optaget af… store problemer.

- Vi er kommet for at hjælpe ham. Vi er fra detektivfirmaet Roger & Åge.

- Nå. Manden så overrasket på dem. Er I detektiverne? Jeg troede… Jeg mener, det er jo børn. Han viftede med hånden over mod Roger og Casper.

- Det er mine assistenter. Og tag ikke fejl. De er meget skarpe.

Casper blev rød i hovedet. Han vidste ikke, at han var skarp.

- Jamen så… Jeg hedder Poul. Jeg er havemand. Nu skal jeg følge jer ind.

- Det lyder godt. Men først kunne du lige fortælle mig lidt om … tyveriet. Hvad ved du om det

- Mig? Jamen… Jeg er bare havemand.

- Jo, jo. Men jeg vil gerne høre det fra alle sider. Åge satte sig på en havestol og fandt blyant og papir frem.

- Marco har fået stjålet sin bil. Hvad ved du? spurgte Åge.

- Da jeg kom i morges, var bilen væk, svarede Poul. Jeg troede, at Marco allerede var kørt, men da jeg kom ind, var han først ved at stå op. Da jeg spurgte til bilen, blev han helt bleg og fór ud. Han var helt ødelagt. Bilen er hans et og alt. Det er næsten hans barn.

- Undskyld jeg spørger, indskød Roger. Hvordan har Marco råd til sådan en bil? Og det her hus?

- Han laver jo forskellige forretninger. Handler med mange forskellige. Indimellem går det godt, indimellem går det skidt. Ikke mine ord igen, men lige nu tror jeg, det går lidt skidt.

- Hvorfor tror du det? spurgte Åge og løftede interesseret blyanten fra papiret.

- Jo altså, i går var jeg ude at køre med ham. Han var oppe ved sin… pap-bedstefar. Bedstefaren er syg. Dør nok snart. Pludselig er Marco blevet meget interesseret i ham. Og jeg hørte, at Marco foreslog, at der blev lavet om på testamentet. Jeg tror, at han mangler penge.

- Men hvem skal arve bedstefaren? ville Casper godt vide.

- Det er jo Marcos bror. Altså hans papbror. Han hedder Benjamin.

- Kender du ham? spurgte Åge.

- Ja, da. Det er min nabo. Det var ham, der skaffede mig jobbet her hos Marco.

- Hvordan har brødrene det med hinanden? Åge havde allerede en mistænkt.

- Jo altså, Benjamins mor flyttede sammen med Marcos far. Da faren døde, arvede Marco alt, og Benjamins mor måtte flytte. Men de to brødre har altid haft det godt med hinanden. Nu er Benjamin en af Marcos… hjælpere.

- Men ved Benjamin noget om testamentet?

- Nja… ikke andet end… det jeg lige fortalte ham. At han skulle undersøge det. Jeg vil helst ikke sladre, men på den anden side… Jeg synes Benjamin skal vide det. Og jeg så, at Marco havde nogle papirer med, da han kom ud fra besøget. Han lagde dem i handskerummet.

- Javel. Åge rejste sig. Tak for nu. Hvis vi får brug for flere oplysninger, vender jeg tilbage.

Så gik Åge ind i huset med Roger og Casper efter sig.

- Hej, Marco, råbte han. Så er jeg kommet.

Marco kom ned af trappen.

- Godt du kommer Åge. Jeg skal have fat i den bil. Det eneste, politiet gør, er at efterlyse den. Måske har tyven allerede sat nye nummerplader på. Så finder de den aldrig.

- Bare rolig, Marco. Den klarer jeg nemt. Bare stol på detektivfirmaet Roger & Åge. Åge slog ud med armen og præsenterede Roger og Casper.

- Sig mig Åge, tager du pis på mig? Er det en børneklub du har?

- Slap af. Mine assistenter ser måske ikke ud af meget. Men de er skrappe.

Casper rødmede, mens Roger solede sig i bedømmelsen.

- Jeg betaler kun honorar, hvis I finder bilen.

- Ja, ja. Rolig nu. Fortæl hellere om hele problemet.

- Problemet er at bilen er væk. Den er stjålet. Det har jeg jo sagt.

Åge satte sig ned på en stol.

- Lad os tage det helt forfra. Hvornår så du sidst bilen?

- Jeg var ude at køre i går. Jeg kom hjem omkring kl. 5.

- Du var ude at besøge din … bedstefar? Åge så på Marco.

- Ja? Hvordan ved du det?

- Vi detektiver har vores kilder. Hvad lavede du hos din… bedstefar?

- Jeg besøgte ham. Han er syg.

- Javel ja. Åge tog notater. Hvor stillede du bilen, da du kom hjem?

- I indkørslen. Det er dens plads.

- Kan du huske, om du låste den?

- Den låser af sig selv, når jeg er 10 meter fra den.

- Sejt, udbrød Roger.

- Og nøglen. Hvor lagde du den? fortsatte Åge.

- Nøglen er her. Jeg går altid med den i lommen.

- Og du har ikke andre nøgler?

- Jo. Jeg har en ekstranøgle. Den ligger i den øverste skrivebordsskuffe.

- Lad os gå hen og se den. Åge rejste sig.

- Ja, hvis det skulle være sjovt.

Marco førte dem ind på et kontor. Han gik hen til skrivebordet.

- Hov, udbrød han. Skuffen er ikke helt lukket. Han åbnede den straks. Hvad! Nøglen er væk!

- Se ordentlig efter, kommanderede Roger.

- Hov, hov, unge mand…

- Gør som han siger! Åge hævede stemmen.

- Ja, ja… Marco rodede rundt i skuffen. Den er der ikke!

- Og hvem kender til denne ekstranøgle? spurgte Åge.

- Ingen! fastslog Marco.

- Hvad med… Benjamin? Åge så spørgende på Marco.

- Benjamin?

- Ja, din bror. Eller papbror er det vel. Men han er vel også din … kompagnon.

- Nå, Benjamin. Selvfølgelig ved han det. Men han kunne ikke finde på at stjæle min bil.

- Altså Benjamin ved hvor nøglen ligger. Er der andre?

- Nej, siger jeg jo! råbte Marco.

- Hvad med Poul?

- Nå ja, Poul. Han er jo tit chauffør for mig.

- Er der andre end Benjamin og Poul?

- Nej. Marco rystede på hovedet.

- Du har ikke en rengøringsdame?

- Jo. Men det er tre dage siden hun har været her.

- Hun kunne ikke have sneget sig ind på kontoret i løbet af natten?

- Nej. Der er altid låst. Og jeg har tyverialarm på kontoret, når jeg går i seng.

- Andre tjenestefolk? spurgte Åge.

- Nej. Jo, Anne. Hun hjælper tit med at lave mad. Men hun er min veninde. Jeg har kendt hende, siden jeg gik i skole.

- Kender hun til nøglen?

- Ja, det gør hun måske. Marco trak på skuldrene. Men pludselig blev han ivrig. Nu vi snakker om hende, kommer jeg til at tænke på noget. I går spurgte hun ivrigt ind til bilen. Hvor dyr den var. Hvor hurtigt den kunne køre. Hvor langt den kunne køre på literen. Og alt sådan noget. Det undrede mig. Hun virker ikke til at være interesseret i biler.

- Aha. Åge nikkede og skrev på sin blok. Altså tre, der kender til nøglen. Det vil sige, at vi på nuværende tidspunkt har tre mistænkte.

- Det kan da ikke være en af dem, mumlede Marco. Det er… mine venner.

- Måske har én af dem set sig sur på dig, foreslog Åge. Hvem kunne det være?

- Jeg kan ikke forestille mig, at nogen af dem er sure på mig!

- Nå, vi må tage en snak med dem. Hvordan får vi fat i Anne?

- Jeg tror, hun kommer om lidt. Hun har lovet at komme og være med til at lave frokost.

- Fint. Så snakker vi med hende først. Hvad med Benjamin?

- Det ved jeg ikke. Han plejer at være her på dette tidspunkt. Jeg ved ikke, hvorfor han ikke er kommet.

- Kan han være… sur på dig? spurgte Roger.

- På mig? Hvorfor skulle han være sur på mig?

- Det ved jeg ikke. Men måske… er der sket noget. Tænk dig om?

- Det kan jeg altså ikke tro.

- Du var oppe og besøge… hans bedstefar i går. Kan han være blevet sur?

- Han ved ikke noget om det! sagde Marco bestemt.

- Ved ikke noget om hvad? spurgte Åge.

- Ja, at jeg… var oppe at besøge bedstefar.

- Men ville han være sur, hvis han vidste det?

- Det kan jeg da ikke tro, sagde Marco uskyldigt.

- Javel ja. Men han er altså ikke kommet. Kan vi kontakte ham?

- Jeg kan ringe til ham.

- Nej, sagde Åge hurtigt. Jeg vil gerne have hans nummer. Så ringer jeg selv.

- Uha da. Men fint med mig. Marco fandt Benjamins nummer og gav det til Åge.

Åge skulle lige til at ringe op, da Anne kom ind ad døren.

- Hej, Marco. Du har besøg.

- Ja. Lad mig præsentere. Det er min gode ven Åge. Han er detektiv. Derefter slog han ud med armen mod Anne. Og det er min veninde Anne.

- Goddag, Anne, sagde Åge og rakte hånden frem. Jeg vil gerne tale med dig.

- Goddag. Jamen lad os tale. Anne trak på skuldrene.

- Lad os gå ud i haven. Så vi kan snakke uforstyrret.

- Fint med mig.

Åge og drengene gik ud i haven med Anne i hælene.

- Hvor godt kender du Marco? spurgte Åge.

- Han er nok min bedste ven. Vi har kendt hinanden siden vi gik i skole. Og selv om han er blevet rig, kommer vi fint ud af det med hinanden.

- Giver han dig penge?

- Nej. En enkelt gang har jeg lånt af ham. Men jeg har betalt tilbage, sagde Anne.

- I går spurgte du ind til hans bil. Hvorfor det? ville Åge godt vide.

- Hans bil? Anne slog uforstående ud med armene. Altså, jeg er ved at tage kørekort. Jeg arbejder her i Silkeborg, men mit arbejde har besluttet at flytte mig til Herning. Og med de arbejdstider jeg har, bliver jeg nødt til selv at køre. Derfor skal jeg have kørekort. Og en bil.

- Hvorfor spurgte du til hans bil?

- Jeg har bestilt en bil. Men den kan først blive leveret om en måned. Og jeg starter på arbejde om tre uger. Jeg håbede, at jeg måske kunne låne Marcos bil den første uge.

- Og du har ikke… prøvet at køre i den?

- Nej, er du rigtig klog. Jeg tør ikke køre i sådan en dyr bil uden kørekort, grinede Anne.

- Jeg spørger, fordi Marcos bil er forsvundet. Åge stirrede fast på Anne.

- Hvad siger du? Har nogen stjålet Marcos bil?

- Ja, eller lånt den uden at spørge om lov, svarede Åge. Kan du forestille dig nogen, der kunne finde på det?

- Nej. Det er vel en eller anden, der er kommet forbi.

- Sådan en bil er svær at stjæle, forklarede Åge. Og desuden er nøglen til bilen forsvundet. Der lå inde på Marcos kontor.

Nå, da. Anne så chokeret ud.

- Tror du Poul eller Benjamin kunne finde på at… ”låne” bilen?

- Nej, under ingen omstændigheder. Anne tænkte sig lidt om og fortsatte. Ja, så skulle det være Poul. Jeg tror, at han er lidt jaloux på Marco. Poul tror, at Marco og jeg kommer sammen. Og jeg har på fornemmelsen, at han er lidt forelsket i mig.

- Ser man det. Åge tog et notat. Du tænker, at han tager hævn.

- Ja, måske…

- Og Benjamin har ikke noget, han vil hævne?

- Nej. De er brødre. De hjælper hinanden.

- Tak skal du have, Anne. Jeg går ud og snakker lidt med Poul. Åge rejste sig. Kom, drenge. Vi må have styr på det her.

Da de kom ind i huset, kom Benjamin ind ad døren. Han så lidt sur ud. Marco præsenterede dem for hinanden, og Åge bad Benjamin komme med ud i haven.

-Hvordan har du det med Marco? spurgte Åge.

- Vi er brødre, svarede Benjamin. Brødre skal altid hjælpe hinanden. Og det gør vi.

- Så du har det godt med Marco?

- Jaa… Jeg hjælper ham, sagde Benjamin lidt studs. Og han betaler mig… lidt løn.

- Da Marcos far døde, arvede din mor og du ingenting.

- Nej. De var ikke gift, så Marco arvede det hele.

- Hvordan har du det med det?

- Sådan er loven. Så det er ok.

- Hvad siger din mor.

- Hun savner sin mand. Men pengene betyder ikke noget… særligt for hende.

- Synes du ikke Marco burde betale hende nogle penge?

- Ha. Det tror jeg slet ikke han kan. Jeg tror ikke han har råd.

- Den her villa og den fine bil. Nogen penge må han da have.

- Det er penge, han har lånt. Han har slet ikke råd til alt det her. Benjamin smilede.

- Hvorfor tror du det?

- Det er … bare noget jeg har på fornemmelsen.

- Hvad så med din bedstefar? spurgte Åge.

- Min bedstefar?

- Ja, jeg hører han er syg. Alvorlig syg. Måske dør han snart.

- Ja, og hvad så?

- Din mor og du arver ham. Eller hvad?

- Jaa… det går jeg ud fra.

- Hvad med Marco?

- Hvad mener du?

- Jeg hører, at han besøgte din bedstefar i går.

- Nå, har du også hørt det?

- Hvad ville han hos din bedstefar?

- Tja… Jeg tror, at han håber på at … få økonomisk hjælp. Så han kan få betalt nogle af sine lån.

- Kan han ikke bare sælge bilen?

- Marco sælger aldrig den bil. Han har drømt om den i så mange år. Det er hans ”barn”.

- Så kan han vel sælge huset?

- Han har betalt for meget for det. Og alt er belånt. Han kommer ud med gæld, hvis han sælger.

- Ikke godt for ham. Åge skrev noget ned i sin bog. Ved du, at hans bil er stjålet?

- Hvad siger du? Så må han være sur. Men jeg forstår slet ikke, hvordan tyven har kunnet få fat i bilnøglen. Den ligger inde på hans kontor.

- Nej, det forstår jeg heller ikke, svarede Åge. Kan du forestille dig nogen, der kunne have taget den.

- Nej. Ja, så skulle det være Anne. Hun er forelsket i Marco, og han vil ikke have noget med hende at gøre på den måde. Og hun mangler penge. Hun har en lejlighed, som hun har svært ved at betale.

- Okay. Tak for hjælpen.

Da Benjamin var gået ind, sagde Åge til Roger og Casper, at han lige ville snakke med Poul en gang mere.

De gik ud og fandt ham.

- Jeg ved godt, det er lidt personligt, begyndte Åge. Er du forelsket i Anne?

Poul blev helt rød i hovedet.

- Tja… lidt. Men jeg ved godt, at jeg ikke har en chance. I alt fald ikke nu. Sådan en halvskaldet mand som mig. Hun vil hellere have en rig og flot fyr.

- Du kunne skaffe nogle penge og blive rig.

- Det har jeg også tænkt mig.

- Hvordan?

- Jeg er begyndt at læse til ingeniør. Jeg er uddannet mekaniker. Nu læser jeg videre til maskiningeniør. Så begynder jeg at tjene penge. Så… Ja, måske har jeg så en chance.

- Det tror jeg bestemt, du har. Åge smilede og slog ham på skulderen. Kom drenge. Vi må ind og snakke med Marco.

- Far. Har du fundet ud af, hvem der stjal bilen? spurgte Roger, da Poul ikke kunne høre dem længere.

- Ja. Det er jeg ret sikker på. Hvad med jer? Har I en ide om det?

- Jeg ved ikke rigtig, sagde Roger. Men jeg tror næsten, at det er Poul. Han er mekaniker. Han vil gerne have nogle penge…

- Ja, det kunne måske godt være ham. Hvad med dig, Casper?

- Jeg tror ikke, det er Poul. Jeg er temmelig sikker på, at det er Benjamin.

- Og hvorfor så det?

- Han vidste, at nøglen var stjålet. Det havde vi ikke fortalt ham. Han ville ”låne” bilen, fordi han skulle se på papirerne i handskerummet. Se om Marco havde fået held til at få bedstefaren til at ændre testamentet. Hvis Marco havde gjort det, vil Benjamin sikkert sælge bilen og tage de penge som ”erstatning” for arven.

- Jeg er enig med Casper. Åge smilede.

De gik ind og snakkede med Marco. Derefter snakkede de med Benjamin.

Marco og Benjamin indrømmede begge deres forbrydelser. De blev enige om, at testamentet skulle rives i stykker, og det tidligere være gældende. Til gengæld lovede Benjamin at hjælpe sin bror økonomisk. Sætte penge i firmaet, så de kunne blive reelle kompagnoner.

Benjamin hentede bilen. Testamentet blev rettet. Poul blev ingeniør og kærester med Anne. Så indtil videre går alt godt.